Læg hovedet udenfor døren, tak!

Læg hovedet udenfor døren, tak!

Det kunne se kønt ud at rende rundt som en hovedløs høne lige før en slagtning, hva? Nej, vel?  Men det ville være enormt praktisk til gengæld; bare at kunne tage hovedet af – ligesom man smider skoene eller lægger telefonen fra sig. Og bare få FRED for de evindelige tanker, der kværner løs i knolden.

Er der noget at sige til, man bliver lidt træt? Vi tænker 60.000 tanker i døgnet, regner forskere med. Så tror da faen, at vi søger at komme ud af hovedet. Ved fx helt åndsfraværende at køre en pose slik og syv kopper kaffe ned, surfe rundt på de sociale medier, spise, mens vi sidder foran skærmen. Et befriende fix i en fart – og gerne på farten også. Aaaah, timeout, tak!

Der er som bekendt også andre og unægteligt sundere og mere langtidsholdbare måder at lægge hovedet fra sig – “stilne sindets bevægelser”, som det at meditere oprindeligt betyder.

Meditation er mange ting. Hvis der menes at sidde med korslagte ben i hele og halve timer med lukkede øjne og en helt lige ryg og opnå ro i sindet, har jeg stadig meget at lære.

Yoga giver for mig personligt mere mening – selvom de to ting bestemt ikke udelukker hinanden. Kroppen er aktivt med – det er vi mange (med mere eller mindre krudt bagi), der har brug for. Åndedræt og bevægelse følges ad; på en indånding: “Ræk armene op”. På en udånding: “Før højre fod frem”. Lidt som når dine bevægelser automatisk følger rytmerne på dansegulvet, og du er totalt opslugt af dansen. Ude af hovedet. Nede i kroppen.

I fuld fart på vej til et firma-event på min toptunede cykel, slår det mig, at jeg er i fuld gang med at meditere. Og at det er noget, jeg gør tit og ofte. “Åndedræts-mediterer”. Mit fokus er 100 % på vejrtrækningen, mens jeg cykler. Jeg visualiserer indåndingen bølge op gennem kroppen, mens jeg tæller: 1-2-3-4-5-6; helt nede fra mellemgulvet, op gennem brystkassen – bredde hen over kravebenet og mellem ribbenene – og dyyyyyb udåndning: giver heeeelt slip, mens jeg tæller: 1-2-3-4-5-6.

Den form for simpel meditation med fokus på åndedrættet praktiserer jeg mange gange dagligt. Måske et minut eller to. Måske længere. Kommer til stede i kroppen – får kontakt til åndedrættet – og mærker, hvordan jeg rent faktisk har det. Og der er kontant afregning ved kasse 1: Jeg bliver mere rolig. Får mere energi. Bliver fokuseret. Bevarer overblikket. (Dermed ikke være sagt, at jeg ikke kan hidse mig op, når køen i supermarkedet antager en vanvittig og helt uacceptabel længde!) 

Der er ikke så meget hokus-pokus over det – udover, at det faktisk virker! Og så er det tilgængeligt – for ALLE. Ligesom yoga. Der er mange måder at komme ud af hovedet, ned i kroppen på og dæmpe den mentale larm. Få kontakt til åndedrættet: På cyklen. Når du holder for rødt. Venter på toget. Står i kø. Går en tur. Når ungerne skriger, og når du står overfor en krævende arbejdsopgave.

Du har sikkert allerede din(e) måde(r) at lægge hovedet på – for hvor svært kan det lige være?Upside down

 

Leave a reply